Gudstjeneste og Babysalmesang i samme arrangement

gudstjeneste.jpg
12-11-2018

Mange af plejehjemsbeboerne så meget overraskede ud, da den ene barnevogn efter den anden kørte ind i lokalet, hvor der skulle være gudstjeneste. Det blev hurtigt oplyst af personalet, at der sammen med gudstjenesten også skulle være babysalmesang, som beboerne skulle opleve.
Før gudstjenesten skulle de fremmødte have kaffe, og imens blev de seks babyer, halvdelen af holdet, placeret på et stort tæppe, så de kunne kravle lidt rundt, mens forældrene drak kaffe.
Sognepræst Marie Kirketerp startede gudstjenesten med at byde de mange fremmødte velkommen, og alle sang Nu titter til hinanden.
Organist Ulrika Jensen fortsatte med babysalmesangen, hvor bedeslagene var lyden fra en triangel. Børnene elskede at høre lydene fra de forskellige instrumenter og havde opmærksomheden rettet mod lydene og forældrenes sang med bevægelser.
Først blev der sunget en velkomstsang, hvor børnene ved navn blev nævnt enkeltvis. Dernæst en salmedans Nu titter til hinanden. Med forskelligt farvede tørklæder viftende omkring sig blev sangen Nu falmer skoven sunget. Dernæst blev hvert barn vugget i et tæppe, mens sangen Sov sødt barnlille blev sunget for hvert enkelt barn. Til sidst sang mødrene I østen stiger solen op med bevægelse. Børnenes sanser blev brugt fra start til slut, og de nød det i fulde drag, kunne man se.
Sognepræst Marie Kirketerp tog i sin prædiken udgangspunkt i barnet med teksten fra Mattæus Evangeliet kapitel 18. Disciplene spørger Jesus, hvem den største i Himmeriget er?
”Vi mennesker vil gerne være de største og bedste, men Jesu svar var ikke som ventet, idet han svarer, at den, der ydmyger sig og bliver som et barn. Barnet tager imod den kærlighed, som bliver givet det. Barnet har værdi, som det er, og det tager imod forældrenes omsorg og kærlighed,” sluttede Marie Kirketerp.
Gudstjenesten sluttede med sangen: Dejlig er Jorden.
Ideen med at holde plejehjemsgudstjeneste og babysalmesang samtidigt kom fra en af forældrene fra det lige afsluttede hold med babysalmesang, som har haft en varighed på ti uger. De har mødtes hver onsdag til sang og sansetime og efterfølgende hygge.
”Vi greb  ideen og bragte den videre til Marie Kirketerp. Vi fik aftalt med præst, Stengården og besøgsvenner, at det ville være en rigtig god ide, at Babysalmesangsholdet fra Hjallerup Kirke medvirkede ved gudstjenesten i november måned,” fortalte organisten Ulrika Jensen.
Alle var efter gudstjenesten enige om, at det havde været en god oplevelse for de små og plejehjemsbeboerne.
En af mødrene Susanne Ley udtalte:
” Leg og musik er for alle aldre, og i det fællesskab skabes en samhørighed mellem barnet og den voksne på en meget smuk måde, som vi alle kan glæde os over.”
Det bliver ikke sidste gang ifølge organisten og præsten, at kirken laver en sådan gudstjeneste til glæde for ikke mindst plejehjemsbeboerne.

Ultimate Web