Efterårsferien bød på aktiviteter i Hjallerup Idrætscenter

hal.jpg
22-10-2018

I uge 42 havde Hjallerups Håndboldafdeling i HIF været medarrangør af et stort Hoppeland i Hjallerup Idrætscenter. Her kunne forældre med børn mod betaling for børnene muntre sig på de mange oppustede legeredskaber sammen med kammerater. Som noget nyt var Western House dukket op blandt de mange aktiviteter. Her kunne man lege gemmeleg. Den store rutsjebane var blevet udvidet, så der var flere muligheder for leg.
Det var de tre første dage i efterårsferien, som indbød til leg i Hoppeland. En fodboldbane var også mellem de populære aktiviteter. Hver dag var der cirka 100 børn sammen med voksne, som hyggede sig i Hoppeland, som Hop Hans havde opstillet. Der kom en del bedsteforældre med deres børnebørn. En af dem var Annelise Hansen fra Gandrup.
”Jeg har taget mit barnebarn Mia på ni år med. Det er første gang, jeg deltager i et sådan arrangement. Vi hygger os og tager lidt at spise i cafeteriet senere,” udtaler Annelise Hansen.
Cafeteriet i Idrætscenteret havde hele ugen gode tilbud til børnene og deres forældre eller bedsteforældre. Det benyttede mange sig af.
I svømmehallen var der fra midt i ugen åben svømmehal, hvor børnene kunne få lov at boltre sig i vandet. Hver dag var der livreddere, som styrede aktiviteterne i svømmehallen. Emil Madsen var livredder om onsdagen, og han havde regnet med, at endnu flere børn havde benyttet sig af det gode tilbud.
”jeg tror, det gode vejr i efterårsferien har fået mange børn til at lege udendørs, og derfor har de ikke så stort et behov for de indendørs aktiviteter. Vi hygger os med dem, som kommer. De nyder i hvert fald at boltre sig frit i svømmehallen,” forklarede livredderen.
En stor del af ugen var der også mulighed for at spille bold i hallerne.
”Vi ønsker at åbne vores haller for aktiviteter i dagtimerne i ferien. Mange børn har brug for et sted at mødes med kammeraterne og spille bold,” udtaler centerleder Jim Hermansen fra Hjallerup Idrætscenter.

 

Ultimate Web